torsdag den 7. juni 2012

Hvidvinsdampede blåmuslinger

- En udfordring der viste sig at være såre simpel...!!


Jeg har aldrig prøvet at lave blåmuslinger, men jeg har tit overvejet at prøve. Dem man køber på glas og i dåse er efter min smag noget af det kedeligste og slet ikke værd at spise! 
Forleden dag handlede jeg i Rema1000, og der kunne man få et kilo til 25 kroner, så jeg besluttede mig for, at nu skulle det prøves!


Det er meget nemt at tilberede dem, det der tager længst tid, er at rense dem. De skal skylles under den kolde hane og de, der har et lille "skæg" siddende, skal have det fjernet. 



Hvis nogle af muslingerne er åbne, så bank dem let mod kanten af vasken og de skulle gerne lukke sig. Hvis ikke de lukker sig, er de døde og skal kasseres.


1 kilo friske blåmuslinger
3 spsk. olie
2 løg (jeg brugte friske samsø løg!)
2 fed hvidløg
2 gulerødder
Frisk eller tørret chili efter smag
3 dl. hvidvin
1 1/2-2 dl. piskefløde
1 drys frisk persille.


Olien varmes i en stor gryde. Løg, hvidløg, gulerødder og chili svitses til løgene er klare. Herefter hældes hvidvinen i gryden og der lægges låg på. Muslingerne skal koge i 5 minutter, gryden rystes et par gange undervejs. Fløden tilsættes og der smages til med salt og peber. Inden servering gav jeg det hele et drys frisk persille.




De smagte rigtig godt og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver blåmuslinger!






Til muslingerne serverede jeg en grov salat. Mange spiser frisk pasta eller spaghetti til, men jeg kan slet ikke forestille mig, at det er godt!
Så det blev til en salat af perlebyg, persillepesto, grillede peberfrugter, cherrytomater og smuldret "feta"




Lige som salaten fra igår er denne også en klassiker. Jeg laver den ofte med, hvad jeg lige har af grønt. Den er god med ærter, edamame bønner, oliven, en rest kylling, nektariner og så videre, det er kun fantasien, der sætter grænser! 


Håber jeres aften er så smuk som min!

onsdag den 6. juni 2012

Kartoffelsalat med grønne linser.

Jeg var på Samsø i weekenden for at besøge min mormor og morfar og mine svigerforældre. Min svigerfar dyrker grøntsager, og det nyder vi heldigvis godt af, så jeg fik lidt med hjem:

- Nye Samsø kartofler
- Grønne asparges
- Nye løg
- Nye gulerødder med top.

Så de sidst par dage har vi med stort velbehag spist asparges og Samsø kartofler! Jeg havde en rest kogte kartofler tilbage fra igår, så til aften lavede jeg en lækker kartoffelsalat. 

Det er en salat mange rynker på næsen af når de høre om den, men den er altså super lækker!


Den består af:

100 gram kogte kolde nye kartofler i små tern
100 gram kogte kolde grønne linser
1 håndfuld tyndt strimlet top fra et friskt løg
1 stor håndfuld hakket persille
10 cherrytomater i kvarte 
75 gram smuldret "feta".

Dressing:

1 spsk. sennep
1 spsk. æblecidereddike
1 spsk. agavesirup
2 spsk. olie
1 lille fed presset hvidløg
Salt og peber efter smag.

Kartofler, linser, løg og persille kommes i en skål og dressingen vendes i. Cherrytomater og "feta" vendes i lige inden servering.


Salaten er rigtig lækker og fyldig og her til aften blev den serveret som tilbehør til en monster entrecote og kogte grønne asparges. En simpel middag til to...!!

Jeg har lavet salaten flere gange, og den er altid et hit som del af en buffet.





 

tirsdag den 8. maj 2012

Cookies til min kære!

- Og lidt til mig selv...




Idag "faldt" jeg over en lækker opskrift på cookies med chokoladestykker, og den måtte jeg prøve! 
Karl og hans makker elsker heldigvis hjemmebagt kage, så jeg har altid en god undskyldning for at eksperimentere og prøve nye opskrifter!






Resten af kagerne er forseglet i en bøtte til Karl så jeg ikke spiser dem!




Her er opskriften:


Ca. 16 stk.


100 g. smør
120 g. sukker
180 g. hvedemel
2 æg
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vanillepulver
2 spsk. kokosmel
100 g. hakket mørk chokolade


Start med at smuldre smør sammen med sukker og mel. Tilsæt æg og pisk dejen med håndmixer med dejkroge!! Jeg startede med de almindelige piskere på, men det duer altså ikke! 
Kom bagepulver, vanille og kokosmel i dejen og pisk igen. 
Tilsæt til sidst den hakkede chokolade og pisk igen, men ikke for meget, chokoladen skal bare vendes i dejen. 
Sæt dejen på plader med god afstand imellem, for de flyder ud! Jeg bagte dem i 15 minutter ved 200 grader, varmluft. Men hold øje med dem, ovne er jo forskellige!




De smager skønt og får en flot marmorering. Næste gang jeg bager dem vil jeg prøve at nøjes med 100 g. sukker for de er meget søde, og så vil jeg tilføje lidt hakkede mandler. 
De er meget nemme og bage, og jeg tror, det vil være på sin plads med en god kop kaffe til, hvis man er til den slags!

torsdag den 3. maj 2012

Billeder fra Vietnam...

- Det har jeg jo ikke været særlig længe om!!!








Her er et billede af det danske ambassade i Hanoi. Her var vi inde til et lille møde da vi ankom til byen. De holder noget de kalder "Tirsdag på Taget" den første tirsdag i hver måned. Det er et arrangement for alle danskere i Hanoi, som foregår på deres tagterrasse, hvor man kan komme og snakke med andre danskere og få en kold øl. Det er rigtig hyggeligt og en god måde at møde andre mennesker på. De fleste af de andre studerende fra Danmark kom også, og så kunne man lige snakke om, hvordan det gik og så videre. Rigtig hyggeligt og bestemt et besøg værd!



Ja, sådan så nogle af vejskiltene ud. Så er det ikke nemt at finde rundt!


Her er et billede af et af de lækreste måltider jeg indtog i Hanoi:


Noodles with five color beef.


Retten består af kogte ægnudler, tynd skåret oksekød, noget gennemstegt og noget rosa (deraf navnet, tror jeg!)  og en masse grøntsager.


Det var en ret jeg spiste flere gange, for den var rigtig god! Masser af grøntsager og tilpas med nudler og kød, og når den så lige fik et skud af deres chili sauce, så var den helt perfekt! Det var faktisk en ret snusket restaurant, men ikke desto mindre, var det der, jeg spiste allerbedst!



Sådan sælger mange ders frugt og grønt i Hanoi: Fra cyklen som har transporteret dem ind til byen fra deres landbrug uden for centrum. Frugten smager fantastisk godt! Vi blev hurtigt vant til at spise frisk solmoden mango; 3 stk. for 10 kr., så kan man ikke andet end frådse frisk frugt! 

Det her blev jeg simpelthen nødt til at tage et billede af: Kvinder, der "træner" i parken! Vi så det flere steder. Det må være Vietnams svar på hulahop ringe! Lange kæder med store trækugler som de svinger rundt med hofterne.




Her er en anden motionsform. Det lignede en form for volleyball, hvor man bruger fødderne til at sparke bolden rundt i stedet for hænderne. Det så skægt ud, og de gik op i det med liv og sjæl!


Nedenfor er billeder fra den største restaurant jeg nogensinde har været på, og jeg tror aldrig jeg kommer på en der er større! Det var så vildt, jeg tror der var seks eller syv forskellige køkkener, inkl. en dessert buffet! Vi betalte 60-70 kr. og så kunne vi bare spise, hvad vi ville! 







Den var kæmpe! Jeg tror der var plads til mere end 1000 gæster!




En af deres specialiteter, som folk stod i kø for at få: Helstegte spurve!!
Ellers bød de på små og store krabber, østers, sushi, muslinger, hele grillede fisk og alt muligt andet! Der var virkelig noget for enhver smag, endda også et vegetarisk køkken!







Jeg var nu mest glad for dessert buffeten:-))


God solskinsdag til jer allesammen!

onsdag den 18. april 2012

Home, Sweet Home...

Så er jeg hjemme igen, har fået vasket alt tøjet og er ved at finde mig tilrette i min "normale" hverdag!


Det betyder også, at der snart er en masse billeder på vej! Jeg orker det ikke helt endnu, men i får lige et par stykker.




Her er gaden i Hanoi, hvor vi boede på hotel de første fire dage.






Den smalle bygning, hvor der står "Queen Hotel" var vores hotel. Jeg var ikke overbevist da vores taxi satte os af der. "Man kan da ikke have hotel her!!", tænkte jeg. Men de fleste bygninger i Hanoi er smalle, men meget dybe. Så jo, der var værelser indenfor!




Ikke den højeste standard, der var svamp alle steder. Men der var heller ingen vinduer, så det er ikke så nemt at komme af med fugten når man har badet! 
Døren i ser er ud til gangen. Lige indenfor døren stod den seng jeg sov i, og så var der klemt en dobbeltseng ind, hvor Kristella og Tina sov. Og så var der et skab. Ikke andet. Vi kunne knap nok have vores kufferter derinde! MEn det var billigt og meget centralt, så det gik. Men jeg er nu glad for, det kun var fire dage!

mandag den 2. april 2012

Velkommen til lasarettet...!!

-Hvor de syge og sårede bor!




Ja, vi er en køn flok, er vi! Vi ligger syge på skift!
Alima er endelig ovre sin slemme hoste, men Kristella har feber og forfærdelig dårlig ryg, Tina er, igen, blevet solskoldet og jeg har en forfærdelig hoste, som ligger på grænsen til, hvad jeg vil kalde halsbetændelse! Så det er en sørgelig forsamling!


Karl kommer i morgen, og jeg glæder mig rigtig meget! Han lander i Hanoi kl. 8.00, så jeg skal tideligt op og pakke de sidste ting! Vi har fire hele dagen sammen her i byen, før vi lørdag flyver til Hoi An. Jeg håber på lækkert strandvejr (har husket solcremen denne gang!), og han håber på han kan komme ud og fiske. 
Der er nogle få ting jeg synes han skal se her i Hanoi, selvfølgelig inklusiv vores praktiksted og vores lejlighed. Ellers står den på afslapning og ferie og en forhåbentlig dejlig og romantisk tur til Hoi An! Jeg glæder mig meget til at skulle nyde byen og stemningen med ham jeg holder af :-)


Så en hilsen til jer alle herfra. Tror nok vi overlever. Men nu gider vi for fa.... da ikke være syge mere!!!

tirsdag den 27. marts 2012

Dyt båt, forurening og sort snot!!

Vi er tilbage i Hanoi efter vores lille ferie. 
Tilbage i lejligheden... Tilbage i trafikken... Tilbage i den evige larm i Hanoi...!


Det var fire skønne dage i Hoi An, og yderst tiltrængt at komme væk, slappe af og nyde godt vejr og god stemning!


Så nu er hverdagen igang igen... Det skal man nok lige vænne sig til!
Vi har idag været ude og se en anden institution for børn, og i morgen skal vi se en børnehave. Det er steder, der måske er mere egnede for ergoterapeut studerende, som gerne vil til Vietnam... Det var et dejligt sted med store lyse lokaler og læreinder, der ikke råbte og skreg! Vi så naturligvis kun en brøkdel af stedet, men jeg synes umiddelbart det virker som et sted med mere samarbejdsvilje. Der skal faktisk heller ikke så meget til!
Så nu er vi spændt på at se børnehaven i morgen!


Det gode vejr er kommet til Hanoi i denne uge, så vi satser på vi kan få noget vasketøj tørt inden det begynder at lugte surt...!

søndag den 25. marts 2012

Stikket er trukket ud...

Vi er taget på mini ferie til Hoi An, det centrale Vietnam. Vi bor på et ganske udemærket hotel 200 meter fra stranden og 5 km. fra Hoi An by. 
Her er virkelig skønt! Her er ingen trafik, her er sol og sommer! Kulturelt er der ikke så meget at komme efter hernede, men det var også vores mening at holde total afslapningsferie i de fire dage vi er her! Vi har alle fire oplevet frustrationer på vores praktiksteder de sidste par uger, så denne tur har været yderst tiltrængt!
Vi kom sent torsdag aften og gik bare på værelserne og i seng. Fredag var der høj sol og 35 grader, så vi brugte det meste af dagen på stranden. Min hud er ikke bedste ven med solen, så jeg sad primært under en mega stor bambus parasol iført mine solbriller. Jeg var faktisk kun ude i solen når jeg var ude i de vilde bølger. Alligelvel har jeg lignet en kogt krebs med solbriller på siden (eller en forbryder fra en tegneserie med maske på!)! Solens stråler er virkelig skarpe her! Så: "Watch out, pussycat, wow wow wow"....!!!
Lørdag var vi inde i Hoi An. Vejret, og vores hud, var ikke til stranden! Vi købte souvenirs, spiste skøn is og Kristella og Alima bestilte henholdsvis en kjole og to jakker. Det skal hentes idag, og vi er ret spændte! Tina blev desværre så skoldet fredag, så hun lå bare på langs igår. Jeg håber, at hun kan komme med derind idag og få bestilt noget! 
Hoi An er fyldt med skræddere, og det koster nærmest ingenting at få syet tøj hernede! Jeg vil komme tilbage næste forår og få syet en smuk kjole til det bryllup jeg lige har fået en invitation til...! Tror nærmest stadig det er billigere at rejse herned og få skræddersyet en kjole end det er i Danmark! Kristella har givet 800.000 VND for en knælang kjole (ca. 240 kr.) og Alima har givet 700.000 pr jakke (ca. 200 kr.) Og så kunne man jo nyde en lille ferie samtidig... :-)
Vi rejser tilbage til Hanoi i morgen aften, og så er der to ugers praktik tilbage. Men det er to uger med et par fridage, besøg på en anden institution og så kommer Karl, så det kommer til at gå som lyn og torden! 


Fra solen i centrum: Goodmorning Vietnam! Og knus til DK.

onsdag den 21. marts 2012

Fed fest for en læsehest!!

Jeg elsker bøger, og jeg læser altid! Krimier, kogebøger, eventyr og gode historier. You name it, I´ve read it!


Jeg har allerede læst fem bøger hernede; de to af dem på engelsk, for efter to uger løb jeg tør for læsestof! Vi fandt en boghandel i centrum, hvor jeg købte en brugt og markaber krimi. 


Senere fandt vi Bookworm; en skøn smal, men meget høj butik, fyldt med nye og brugte engelske bøger i alle genre! Her købte jeg en ny bog; en fiktiv roman om en ung kvinde, der bliver kidnappet som 19-årig, føder en søn i fangeskab og slipper ud i friheden da drengen er fem år. Man følger deres liv og drenges måde at kapere verden uden for "Room", hvor de bor i syv år, bag en tung jerndør med kode. 
Fantastisk gribende historie! Jeg er betaget af de mennesker, der har så god fantasi!! Jeg kunne se Jack og hans "Ma" for mig, forestille mig "Room" (som også er bogens titel) og mærke pulsen stige, hver gang "Old Nick", som kidnapperen hedder, trykker koden og låser døren op, for at aflevere madvarer eller få styret sin seksuelle lyst!!


Jeg betalte henholdsvis 70.000 VND for den brugte og 280.000 VND for den nye bog (20 og 80 kr.). Idag var Kristella og jeg så tilbage i boghandlen. De køber brugte engelske bøger, og jeg solgte begge mine for 135.000 VND (40 kr.). Jeg fandt to andre brugte bøger på engelsk, blandt andet "Postkortmordene", som Liza Marklund er medforfatter til, og betalte på grund af mit salg kun 25.000 VND (7 kr.) for dem!! Det er da fest for en læsehest!! 
Så nu har jeg to engelske krimier liggende og skal hjem om tre uger, så mon ikke jeg har læsestof nok til jeg kommer hjem?! Hvis jeg når det, går jeg ind og sælger dem når jeg har læst dem, der er ingen grund til at slæbe dem med hjem.


Så hvis i kommer til Hanoi og mangler læsestof, både til børn og voksne, så besøg Bookworm!!






søndag den 18. marts 2012

Tapas og Jazz...

Endnu en yderst fornuftig brugt lørdag i Hanoi!


Jeg har fundet ud af, vi kan tage vores "sædvanlige" bus, nr. 22 et lille stykke, derefter skifte til nr. 9 og så lader vi helt inde ved Hoan Kiem søen, som er vores sø :-) Så er vi lige i centrum, tæt på både marked, restauranter og kultur!


Jeg lokkede de andre med til at tage busturen, desværre ventede vi ret længe på nr. 9, så vi var en time undervejs! Til gengæld var det billigt, ca. 2 kr. pr. person!


Jeg havde været på opdagelse i min kopi version af Lonely Planet, købt hernede for en slik, og havde læst om La Salsa, en tapas restaurant lidt vest for vores sø. De andre var med på ideen, og det var heldigvis en større succes end busturen! Det er en hyggelig lille restaurant i to etager, og på 1. sal sidder man ud til en balkon så man kan nyde atmosfæren. De har andet end tapas på menuen, en bestilte en lun salat med and, en bestilte pasta med røget laks i flødesauce og jeg bestilte tapas:


Serrano skinke
Sorte oliven i hvidløg
Grillede peberfrugter i strimler
Blåskimmelost og gedeost m/ valnødder.


Dertil blev der serveret brød og smør.


Jeg fik en cola light at drikke til, og på grund af den lette hovedret var der bestemt plads til dessert:


Lun chokoladekage med blødenede hjerte, serveret med vanilleis og jordbær coulis. 


Det var en udsøgt middag og kostede kun 100 kr.!


Derefter gik vi til, hvad vi troede var, Minhs Jazz Club. Men da vi kom til adressen, sad der en mand, som bare rystede på hovedet. Vi viste ham navnet på klubben, og han fortalte den var flyttet og gav os den nye adresse. Nogle gange lader min kopi guidebog noget at ønske!! 


Vi tog en taxi til den rigtige adresse, kom ind i en restaurant og blev vist op på 3. sal. Og så var der jazz! Det var en hyggelig lavloftet klub med dæmpet belysning, godt med tobaksrøg og rigtig god jazz!! Jeg håber jeg får tid til at komme derind igen, for det var lige noget for mig! 


Idag holder vi søndag; handle, spise ude og slappe af :-)


God søndag til jer!

fredag den 16. marts 2012

M&M´s...

"Mmm... Chokolade", tænker i nok...




Men nej... Lige i denne forbindelse står de to m´er for museum og massage, i mine øjne den perfekte måde at bruge en lørdag i Hanoi. Og de var præcis, hvad vi gjorde i lørdags (jeg ved godt jeg er lidt bagud med indlæggene!).


Vi tog ind til centrum kl. 13.30 og gik på kunstmuseum. Igen en entrépris på ca. 5 kroner. Gid det var så billigt at gå på museum i Danmark!! Museet er stort, og der er udstillet meget forskelligt. Vi troede kun det var malerier, men man starter med en stor udstilling af artefakter fra gamle templer; billeder, dele af søjler, buddha´er og stenfigurer. Derefter kommer man til malerierne. Der er en stor samling lak malerier, de er meget smukke! Der er også oliemalerier, akvareller og litografier. Museet udstiller mange forskellige kunstværker, nogle er over 100 år gamle, nogle er nutidige. Det var interessant at se og der var næsten ingen mennesker, så vi havde det stort set for os selv!


Derefter tog vi en taxi til et hotel i den nordlige del af det gamle kvarter. Her skulle vi have massage! Vi betalte 200.000 VND for to timer, ca. 60 kroner!! Vi blev vist ind i et omklædningsrum, hvor vi skulle smide alt tøjet. Hmm... Grænseoverskridende at stå nøgen overfor en masse, meget magre, vietnamesiske kvinder... Vi skulle tage et brusebad inden vi kom op at sidde i nogle store tønder med varmt vand med en eller anden urt i! Så kom vi ned i et spa-badekar, derefter i sauna og så under bruseren igen. Efterfølgende kunne massagen begynde! 
Det var efter min mening en meget hårdhændet behandling; min massør brugte næsten ingen olie, så det føltes som om hun nev mig i en time i træk! Hun gik også på mig... Hun stillede sig op på min bagdel og gik op og ned langs min rygsøjle! God nok har jeg en forholdsvis polstret krop, men det der var alligevel for meget! Jeg var temmelig øm bagefter, så selv om det var billigt, tror jeg ikke jeg kommer igen!


Vi sluttede dagen af med at gå på en restaurant, der hedder Thai Express. Det var lækker autentisk thai mad med masser af smag! Jeg bestilte to ting, der i følge menukortet ikke skulle være stærke. Men lad os bare sige, jeg var meget glad for, at jeg havde bestilt både vand og en mango milkshake til!! For s.... det var spicy!! Men det smagte skønt og jeg kommer helt sikkert igen!!

onsdag den 14. marts 2012

Jeg glæder mig til...

Om 5 uger sidder jeg hjemme i min sofa på Lunden 3... 

Det er meget underligt at tænke på, at vi er over halvvejs i praktikken! Om 3 uger kommer Karl herned. Han er her den sidste uge jeg er i praktik, og så har vi en uges ferie inden vi rejser hjem sammen. Det er dejligt jeg ikke skal rejse alene! 

De store kultur forskelle vi har oplevet hernede har gjort, at jeg virkelig har tænkt over mit liv derhjemme, tænkt over, hvor mange ting jeg tager for givet. Her er nogle af de ting jeg savner, og som jeg vil sætte pris på når jeg kommer hjem:

  • Færdselsloven
  • Rugbrød
  • Min hverdag
  • Det privilegium det er at kunne tage en uddannelse
  • Min elskede kæreste
  • At have råd til at kunne besøge min fantastiske familie i Jylland
  • Stilheden hvor vi bor
  • At kunne gå i skoven med Inga og se foråret komme.
Jeg glæder mig til at komme hjem til mennesker jeg holder af!

mandag den 12. marts 2012

Med Orientekspressen til Sapa!

Nu er jeg igen helt på toppen, så nu er det vist tid til at fortælle lidt om vores til til Sapa, en velbesøgt by i bjergene i det nordlige Vietnam,  i sidste weekend!
Vi skulle med nattoget, Orientekspressen, torsdag aften kl. 21. Jeg har set en del gamle film, hvor hovedpersonerne rejser med Orientekspressen, som er et luksuriøst tog med luksus kupéer, fine toiletter og en eksklusiv spisevogn. Jeg tror der må findes flere "Ekspresser", for den vi var med, mindede på ingen måde om noget jeg nogensinde har set i en film!! 
Vores sovekupé med fire køjer var helt fin; gode madrasser, puder og tykke dyner. Men der var ingen mulighed for at købe mad og toiletterne fremkaldte minder om spejderlejre med ildelugtende fyldt tønder!! Vi skulle dele kupé med en australsk studerende, Max, på 21. Han var flink og ville meget gerne høre om vores oplevelser i Hanoi.
Natten var hård! Jeg vågnede flere gange, gruende for om stakkels Max ville få min køje i hovedet. Jeg har aldrig kørt med et bumletog som dette!! Men det gik selvfølgelig, og vi ankom til Stationen i nord kl. 05.30 fredag morgen. Vi blev hentet i bus og kørte en times tid før vi var på vores hotel i Sapa. På turen fra stationen til hotellet kørte vi udelukkende opad! Det steg og steg, og man kunne flere gange mærke propperne i ørerne.  
Hotellet var rigtig fint, vi fik en god morgenmad med pandekager, frisk frugt, ris, nudler og brød og blev frisket lidt op, inden vores guide hentede os. 
Vi startede med en lille gåtur rundt i Sapa by, så det lokale marked og mødte lokal befolkningen. De er meget ivrige efter at sælge deres håndlavede tekstiler!!! Vores guide viste os de lokales huse, som er meget primitive, bad og køkken er i samme rum... Derefter gik vi ned til et smukt vandfald, hvor vi fik taget nogle flotte billeder (kommer senere!!!). Vi gik videre op og ned af bjerge og så de flotte ris terrasser, som er kendetegnende for landskabet i nord. 
Eftermiddagen var uden program, så vi gik rundt i byen på egen hånd og fandt et sted, hvor vi kunne få noget massage. 1 times hoved-, nakke-, ryg- og fodmassage for 195.000 VND, ca. 55 kr. Det var skønt ovenpå gåturen i det kuperede terræn! så gik vi på hotellet og slappede af inden vi gik ud og spiste pizza på en hyggelig lille italiensk restaurant. Vi var stadig trætte efter natten i toget, så vi gik tidligt i seng og sov skønt i vores store senge med dejlige bløde madrasser!
Lørdag morgen blev vi igen hentet af Tang, vores guide, efter en solid morgenmad! Vi startede dagen med en køretur, hvorefter vi gik rundt i bjergene og så mere af den spektakulære natur som Sapa har at byde på! 
Vi blev blandt andet "lokket" med ud til et vandfald, der var tomt for vand. Det så meget specielt ud, og hvad vi ikke vidste var, at Tang ville have os over den å/flod (ikke en å, men heller ikke stor nok til at være en flod), der løb for foden af vandfaldet! Heldigvis var fire lokale kvinder gået med os, nok mest i håb om at sælge noget til os, men de blev vores redning over vandet og op ad det efterfølgende stejle, glatte og mudrede bjerg!!
Efter endt trekking-tur blev vi kørt tilbage til hotellet, vi fik et bad og slappede lidt af inden vi blev kørt til stationen og Orientekspressen med retning mod Hanoi! Turen hjem var et mareridt på grund af den mave influenza jeg reddede min, men den gider jeg ikke snakke mere om, nu er den ovre!
Det var en fantastisk flot tur, og er man i Hanoi, skal man helt sikkert bruge et par dage på et besøg i Sapa-"byen i skyerne"! 

mandag den 5. marts 2012

Krigsmuseum.

I torsdags var jeg på krigsmuseum inde i Hanoi. Det var spændende, og hvis jeg havde været opmærksom på åbningstiderne, havde jeg brugt mere tid derinde! De åbner kl. 8 og holder middagslukket fra 11.30-13.00 , og har så igen åben til 16.30. Jeg kom ved 10-tiden, så nogle af tingene gik jeg lidt hurtigt over.
De er et museum med alle mulige genstande fra forskellige krige i Vietnam. Der er udstillet våben helt tilbage fra 1100-tallet. Det der fylder mest er dog genstande fra Vietnamkrigen, hovedsageligt ting og våben brugt af vietnameserne, men også nogle genstande og personlige egendele fra amerikanerne. 
Det der fylder mest på museet, er den samling tanks, fly og missiler der er udstillet udenfor! Jeg vil helt sikkert derind igen, jeg tror det bliver når Karl kommer, for det vil interessere ham meget! Igen gav jeg kun 20.000 VDN for at komme ind. Med de priser kommer jeg til at se mange museer inden jeg skal hjem! Alima og jeg snakker om at tage på kunstmuseum på lørdag.
I går kom vi hjem fra Sapa, et bjerg område i det nordlige Vietnam. Det var en flot tur, desværre reddede jeg mig en omgang mave influenza, så indlægget om turen må vente, kræfterne er stadig små...


God dag allesammen!   

onsdag den 29. februar 2012

Helvedeshullet...

I dag har jeg været alene på tur i centrum af Hanoi. Jeg har besøgt Hóa Ló, også kaldet "Helvedeshullet"! Det er et fængsel, eller resterne af det, bygget i 1896 af franskemændende.  

Det blev bygget til at huse 450 fanger, men i 1930´erne var der op imod 2000 indsatte! Det meste af det gamle fængsel er (på trods af både vietnamesiske og amerikanske krigsveteraners ønske om bevaring) revet ned til fordel for den store Hanoi Tower skyskraber, men der er dog lidt tilbage, som nu er et udemærket museum. Jeg gav 20.000 VND for at komme ind, det er ca. 5 kr.! 
De indsatte var hovedsagligt politiske revolutionære, der kæmpede for at Vietnam blev uafhængig af Frankrig. På museet er der blandt andet udstillet en stor guillotine, som franskmændende brugte til at halshugge de dødsdømte, der ikke blev skudt. Efterfølgende blev de afhuggede hoveder "udstillet" i kurve på søjler... Meget markabert!! 

I 1960´erne og 1970´erne blev fængslet igen "berømt", fordi det blev brugt til at huse og behandle overlevende piloter fra nedskudte amerikanske fly. Af samme grund fik "Helvedeshullet" nu et nyt navn, nemlig "Hanoi Hilton"!  

Museet giver naturligvis ikke et reelt billede af, hvordan forholdene var gennem 1900-tallet, men det er en god attraktion, hvis man alligevel er i Hanoi!

God dag til alle de dejlige mennesker, der nogle gange føles uendeligt langt væk! 

lørdag den 25. februar 2012

Husdyr!

Varmen er kommet til Hanoi! 
De sidste par dage har vi haft 20-25 grader varme, og vi håber det fortsætter (7-9-13!!) i næste uge! Men med varmen kommer åbenbart også myrerne...! Så i formiddags måtte smide lidt forskelligt mad ud, der var blevet invaderet! 
I eftermiddag har vi været på etnografisk museum, et museum om de forskellige folkefærd der har boet i Vietnam gennem tiden. Det var en kombination af udstillinger og frilandsmuseum, så vi kunne gå ude i det gode vejr meget af tiden. Også her var myrerne kommet; da vi sad og spiste frokost opdagede Alima myrer i sin sandwich... Køkkenet undskyldte naturligvis, og hun fik en ny, kun med tun :-)
Vi sluttede dagen af med en gåtur ved søen og en lækker is på Fanny´s. God lørdag!!

Kram og kærlige tanker til alle!

mandag den 20. februar 2012

Turister på tur...

Så har vi været på tur! 


Lørdag morgen kl. 06.15 tog vi toget fra Hanoi til Ninh Binh, en by ca 100 km syd for Hanoi. Det var tidligt! Vi tog fra lejligheden kl. 05.15!!!
Da vi ankom til Ninh Binh, som er en by hvor der skulle være en masse templer, nogle grotter og en meget smuk natur, havde jeg det som om jeg var havnet i en gammel western film. Der var ingen mennesker og ingen trafik. Totalt spøgelsesby! Der stod en mand på stationen som ville hjælpe os med ture og hotel, men han virkede ret anmasende, så vi sagde pænt nej tak og prøvede at finde noget på egen hånd.
Det lykkedes ikke... Vi fandt manden igen, og hans hotel, og han bød os indenfor til en kop te og gav os mulighed for at se, hvilke ture han kunne tilbyde. Eftersom det regnede, blæste og var pisse koldt, var en kop te meget tiltalende! Vi gik med ind og spurgte om han havde et ledigt værelse til fire. Det havde han, til 3 USD pr. person. Det lød meget billigt, så vi spurgte om vi måtte se det først. Han viste os op på 3. sal, hvor han havde et fint værelse med fire kæmpe seng, tykke dyner og et fint badeværelse. Vi sagde straks ja tak :-))
Vi gik ned i receptionen igen for at se på ture, og vi valgte en uden grotterne, for for at se dem skal man sejle, og det var vejret simpelthen ikke til!! Han spurgte om vi ville have morgenmad inden turen (jeg havde kl. 5 forsøgt mig med mysli med sur mælk, ikke godt!), og det ville vi bestemt gerne! Dejlige omeletter og pandekager!
Kl. 10.15 blev vi hentet af en lille bil og kørt ca. 10 km. uden for Ninh Binh, hvor der lå et lille bjerg, med mange trapper, og et buddistisk alter på toppen. Der var virkelig smukt, men havde vejret været klart, ville vi nok have haft mere glæde af turen op af bjerget!
Derefter blev vi kørt ud til to små templer, ikke noget prangende, markedet foran fyldte mere end templerne! Her spiste vi også en fin lille frokost og blev så kørt ud til, hvad der skal være den største samling templer i Vietnam. Jeg kan desværre ikke huske, hvad det hedder, men det var virkelig flot og stort (billeder må komme når jeg kan få lov til at uploade dem!!), og det var en speciel oplevelse! Der var ingen turister, kun vietnamesere. Her gik vi rundt i et par timer, hvorefter vores chauffør hentede os igen og kørte os tilbage til hotellet. En meget spændende dag! Vi lå lidt under dynerne for at få varmen inden vi gik ned og bestilte aftensmad, som også var rigtig god! 
Søndag sov vi længe og spiste en sen morgenmad. Vi tog toget tilbage til Hanoi kl. 13. Hele vores ophold på hotellet, inkl. mad og drikkevarer kostede 1.000.000 dong, dvs. ca. 300 kr. for os alle fire! Billigt og godt!!
Da vi kom tilbage til Hanoi skulle jeg godt nok lige omstille mig igen, jeg havde glemt, hvor meget trafik og larm der var i byen!!


Idag skinner solen og der er 20-22 grader. Det er skønt endelig at se og mærke solen! På Sao Mai skulle vi igang med at undersøge børn idag. Det startede ok, dog var træningsrummet (hvor vi havde fået af vide vi kunne være alene) fyldt med børn, der åbenbart skulle lege. Men vi fik alligevel meget ud af de 30 minutter vi havde med drengen! Efter frokost skulle jeg undersøge en autistisk dreng, men da vi kom op i klassen, fandt vi ud af han ikke var der. De fører ikke protokol over børnenes fremmøde, så ingen ved, hvilke dage børnene holder fri eller er syge. Er de der, så er de der, og så arbejder de med dem, ellers gør de det bare næste dag! Det var lidt ærgeligt, men en erfaring vi kan tage med os, og så må vi bare være bedre til at nå en masse næste gang vi har program med ham!


God dag til jer alle, savner jer :-)

fredag den 10. februar 2012

Hverdagen er begyndt!

Så er vi igang med praktikken, og hold da helt op det var noget af et chok! Der er meget stor forskel på, hvordan man gør tingene her og i Danmark!

Vi startede op mandag med en rundvisning på Sao Mai, hvor vi så nogle af de forskellige klasser. Der er børn med indlæring vanskeligheder, autisme, down syndrom og cerebral parese. Der er ca 250 børn i alt, så der er mange klasser! Der er typisk to-tre læreinder i hver klasse, og der er streng disciplin og hård afstraffelse, hvis ikke børnene gør som de skal!

Tirsdag skulle jeg sidde og observere børnene i en klasse med autister. I løbet af dagen blev jeg sat til at tegne, vaske gulv og tvangsfodre børn. Ikke lige min forestilling af ergoterapi!!!
Onsdag skulle vi også observere, og jeg var i den samme klasse. En af drengene gjorde ikke som han skulle i undervisningen, så læreinden tog et kladdehæfte, rullede det sammen og gav ham en på siden af hovedet. Så gik jeg! Det kunne jeg slet ikke klare at se på!

Jeg var meget frustreret efter de to dage, for jeg var slet ikke sikker på jeg kunne få noget fagligt med mig herfra. Jeg så for mig, at jeg skulle vaske gulve og tvangsfodre børn (det mindede mig om frois gras gæs) i ni uger!

Men efter vores vejledere havde møde med Dr. Lan (stifter og forstander) faldt tingene mere på plads. De blev klar over, at vi ikke bare er frivillig arbejdskraft og at vi rent faktisk er her for at lære og lære fra os. Vi kommer jo med en viden, som kan optimere deres træning og aktiviteter endnu mere! For de gør rigtig mange gode ting! Der er super meget relevant træning med de her børn, og man får en fornemmelse af, at de arbejder for at børnene skal kunne klare sig selv og få et job!

Så der er en masse at tage fat på, og vi glæder os begge to til det. Vi skal bare vænne os til, at vi ikke har en underviser eller vejleder stående bag os i alt, hvad vi gør. Vi skal selv opstille hypoteser, afprøve dem og konkludere resultaterne, og det er jeg sikker på kommer til at give en rigtig god læring!

Knus fra Hanoi :-)

mandag den 6. februar 2012

Goodmorning Vietnam!

Så er det vidst tid til en lille opdatering!


Vi er faldet godt til i Hanoi og har allerede fået en masse nye indtryk, det er helt utroligt vi kun har været her i seks dage!


Vi ankom til hotellet tirsdag formiddag, hvor vi fik det første chok; vores værelse var 12 kvm og der var mug på væggene!


Lørdag flyttede vi ind i vores lejlighed, den ligger ret tæt på det stad, jeg skal arbejde :-) Vi oplever generelt ret ustabilt internet, så dette indlæg bliver uden billeder!


Vi har spist på nogle rigtig fine restauranter, men også på nogle meget simple gadekøkkener! Maden er faktisk bedst på gadekøkkenerne :-)


Jeg håber jeg snart kan finde noget net der fungerer bedre så i kan se nogle billeder!


Vi har det rigtig godt, og glæder os meget til at komme ordentligt igang med arbejdet. Den første dag på Sao Mai har været ren observation, og der er godt nok meget, der fungerer anderledes end i lille DK :-)


De bedste hilsner til alle som følger med!





lørdag den 28. januar 2012

Lørdags hygge...



Karl synes vi skulle ud at spise inden jeg rejser på mandag, så han havde reserveret bord på Bromølle Kro til i aften. Det er et dejligt sted, hvor de laver rigtig god mad! De har noget de kalder Månedens Menu. Den er ikke ret dyr, meget eksklusiv og nøje sat sammen således, at man er mæt men dog ikke så mæt, at man ikke burde have spist desserten!


Vi har spist der tre aftener i de 4 1/2 år vi har kendt hinanden, og har alle gange valgt månedens menu.
Her er, hvad vi fik i billeder



Jomfruhummerbisque


Oksemørbrad


Tiramisu-cheesecake




Det var virkelig lækker mad, super lækre råvarer som var yderst veltilberedt! Der var dog et lille minus; de jomfruhummerhaler der var i bisquen var gummiagtige og totalt smagsløse. Det var lidt en skam, for resten var bare så lækkert! Den cheesecake må jeg helt sikkert eksperimentere med! 


I morgen skal jeg have pakket så jeg er klar til mandag, Karl har taget fri så han kan køre mig i lufthavnen. Det er nu meget rart...


Fortsat god weekend!

torsdag den 26. januar 2012

Fugle i haven...

Jeg kan så godt lide havens fugle






Især den lille dompap (han)










Med sit flotte røde bryst










Her bliver hende med kameraet opdaget...










-og han flyver op og gemmer sig i træerne.




Dejlig vinterdag til jer.

onsdag den 25. januar 2012

Utøj i mit mel...

Igår aftes tog jeg en pause fra opgaveskriveriet.


Jeg ville bage!


Jeg har for noget tid siden købt en pose fiberblanding fra urtekram efter at have læst dette indlæg fra den dejlige blogger MissMuffin.


Jeg startede google op og begyndte at lede efter interessante opskrifter, hvor der skulle bruges fiberblanding.


Jeg fandt en skøn opskrift her og blev så begejstret for bloggen, at jeg straks tilmeldte mig!


Jeg måtte dog bruge noget andet mel end det der stod i opskriften, dels fordi jeg ikke havde noget almindeligt speltmel, men også fordi der var dyr i mit grahamsmel. Føj føj føj!! Det er så ærgeligt når det sker!
Så jeg brugte en blanding af hvedemel, fuldkorns speltmel og type 00 mel. Det kan man sagtens, de blev rigtig lækre!




Så brug det mel i har, det skal i hvert fald ikke være det, der skal holde jer fra at prøve denne fantastiske opskrift!


Næste gang jeg bager dem, vil jeg lave dem lidt større. Så tror jeg de kunne blive til en god madpakke!


Igår fik vi pitabrød til aftensmad. Det er noget jeg normalt vælger som nødløsning, for jeg hader de små hårde pitabrød man ikke kan putte noget i uden de flækker. Men netto har fået en ny slags - jeg tror da de er nye i sortimentet, jeg har aldrig set dem før. De er bløde og grove og elastiske, så man kan sagtens fylde dem op uden de går i stykker. Her er de:



De var rigtig gode, så fremover behøver pitabrød ikke være en nødløsning :-)

torsdag den 19. januar 2012

Vaccination #2




Det kunne sagtens have være mig på billedet!

Jeg fik de sidste vacciner igår, og det gik da... Jeg fik lov til at ligge ned, for sidst blev jeg så dårlig at lægen noterede det i min journal...

Jeg skulle have 3 stik: Leverbetændelse, japansk hjernehindebetændelse og stivkrampe. 

Så nu kan jeg klare mig i Vietnam!

I morgen får vi vores eksamens case, så jeg lukker mig nok inde inde frem til d. 26. januar! Jeg har fået hentet det sidste litteratur på biblioteket idag, fået oprettet dokumentet til opgaven og har forsøgt mig med lidt litteratursøgning på nettet. 

Så jeg er vist ved at være så klar som jeg kan blive!

Held og lykke til hele årgang en10s!!

I morgen tager min mor og far til Samsø, jeg er overhovedet ikke misundelig og ville da slet ikke hellere have været med dem på weekend i den skønne natur!!

Hmm....

tirsdag den 3. januar 2012

En krone sparet...

Jeg læser efterhånden en del blogs, og mange laver indlæg hvis de har gjort en god handel.

Så det skal jeg da også gøre!!



Jeg kigger ofte efter nye kogebøger på tilbudsøerne når jeg er ude og handle.
Kogebøger er godnat læsning.
Kogebøger er inspiration.

Jeg elsker kogebøger, og nogle vil nok mene jeg har for mange!

Da jeg tidligere idag var i superbrugsen i Dianalund, fandt jeg Meyers Bageri til bare 100 kr.!
Det billigste jeg ellers har kunnet finde den til er 240 kr. hos eLounge.com.

Så skal jeg følge den dejlige Katrines filosofi, har jeg faktisk tjent 140 kr. som jeg må bruge på noget andet!

Har i andre gjort gode kup??

Karen.