Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opskrifter. Vis alle opslag

torsdag den 7. juni 2012

Hvidvinsdampede blåmuslinger

- En udfordring der viste sig at være såre simpel...!!


Jeg har aldrig prøvet at lave blåmuslinger, men jeg har tit overvejet at prøve. Dem man køber på glas og i dåse er efter min smag noget af det kedeligste og slet ikke værd at spise! 
Forleden dag handlede jeg i Rema1000, og der kunne man få et kilo til 25 kroner, så jeg besluttede mig for, at nu skulle det prøves!


Det er meget nemt at tilberede dem, det der tager længst tid, er at rense dem. De skal skylles under den kolde hane og de, der har et lille "skæg" siddende, skal have det fjernet. 



Hvis nogle af muslingerne er åbne, så bank dem let mod kanten af vasken og de skulle gerne lukke sig. Hvis ikke de lukker sig, er de døde og skal kasseres.


1 kilo friske blåmuslinger
3 spsk. olie
2 løg (jeg brugte friske samsø løg!)
2 fed hvidløg
2 gulerødder
Frisk eller tørret chili efter smag
3 dl. hvidvin
1 1/2-2 dl. piskefløde
1 drys frisk persille.


Olien varmes i en stor gryde. Løg, hvidløg, gulerødder og chili svitses til løgene er klare. Herefter hældes hvidvinen i gryden og der lægges låg på. Muslingerne skal koge i 5 minutter, gryden rystes et par gange undervejs. Fløden tilsættes og der smages til med salt og peber. Inden servering gav jeg det hele et drys frisk persille.




De smagte rigtig godt og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver blåmuslinger!






Til muslingerne serverede jeg en grov salat. Mange spiser frisk pasta eller spaghetti til, men jeg kan slet ikke forestille mig, at det er godt!
Så det blev til en salat af perlebyg, persillepesto, grillede peberfrugter, cherrytomater og smuldret "feta"




Lige som salaten fra igår er denne også en klassiker. Jeg laver den ofte med, hvad jeg lige har af grønt. Den er god med ærter, edamame bønner, oliven, en rest kylling, nektariner og så videre, det er kun fantasien, der sætter grænser! 


Håber jeres aften er så smuk som min!

onsdag den 6. juni 2012

Kartoffelsalat med grønne linser.

Jeg var på Samsø i weekenden for at besøge min mormor og morfar og mine svigerforældre. Min svigerfar dyrker grøntsager, og det nyder vi heldigvis godt af, så jeg fik lidt med hjem:

- Nye Samsø kartofler
- Grønne asparges
- Nye løg
- Nye gulerødder med top.

Så de sidst par dage har vi med stort velbehag spist asparges og Samsø kartofler! Jeg havde en rest kogte kartofler tilbage fra igår, så til aften lavede jeg en lækker kartoffelsalat. 

Det er en salat mange rynker på næsen af når de høre om den, men den er altså super lækker!


Den består af:

100 gram kogte kolde nye kartofler i små tern
100 gram kogte kolde grønne linser
1 håndfuld tyndt strimlet top fra et friskt løg
1 stor håndfuld hakket persille
10 cherrytomater i kvarte 
75 gram smuldret "feta".

Dressing:

1 spsk. sennep
1 spsk. æblecidereddike
1 spsk. agavesirup
2 spsk. olie
1 lille fed presset hvidløg
Salt og peber efter smag.

Kartofler, linser, løg og persille kommes i en skål og dressingen vendes i. Cherrytomater og "feta" vendes i lige inden servering.


Salaten er rigtig lækker og fyldig og her til aften blev den serveret som tilbehør til en monster entrecote og kogte grønne asparges. En simpel middag til to...!!

Jeg har lavet salaten flere gange, og den er altid et hit som del af en buffet.





 

tirsdag den 8. maj 2012

Cookies til min kære!

- Og lidt til mig selv...




Idag "faldt" jeg over en lækker opskrift på cookies med chokoladestykker, og den måtte jeg prøve! 
Karl og hans makker elsker heldigvis hjemmebagt kage, så jeg har altid en god undskyldning for at eksperimentere og prøve nye opskrifter!






Resten af kagerne er forseglet i en bøtte til Karl så jeg ikke spiser dem!




Her er opskriften:


Ca. 16 stk.


100 g. smør
120 g. sukker
180 g. hvedemel
2 æg
1 tsk. bagepulver
1 tsk. vanillepulver
2 spsk. kokosmel
100 g. hakket mørk chokolade


Start med at smuldre smør sammen med sukker og mel. Tilsæt æg og pisk dejen med håndmixer med dejkroge!! Jeg startede med de almindelige piskere på, men det duer altså ikke! 
Kom bagepulver, vanille og kokosmel i dejen og pisk igen. 
Tilsæt til sidst den hakkede chokolade og pisk igen, men ikke for meget, chokoladen skal bare vendes i dejen. 
Sæt dejen på plader med god afstand imellem, for de flyder ud! Jeg bagte dem i 15 minutter ved 200 grader, varmluft. Men hold øje med dem, ovne er jo forskellige!




De smager skønt og får en flot marmorering. Næste gang jeg bager dem vil jeg prøve at nøjes med 100 g. sukker for de er meget søde, og så vil jeg tilføje lidt hakkede mandler. 
De er meget nemme og bage, og jeg tror, det vil være på sin plads med en god kop kaffe til, hvis man er til den slags!

onsdag den 25. januar 2012

Utøj i mit mel...

Igår aftes tog jeg en pause fra opgaveskriveriet.


Jeg ville bage!


Jeg har for noget tid siden købt en pose fiberblanding fra urtekram efter at have læst dette indlæg fra den dejlige blogger MissMuffin.


Jeg startede google op og begyndte at lede efter interessante opskrifter, hvor der skulle bruges fiberblanding.


Jeg fandt en skøn opskrift her og blev så begejstret for bloggen, at jeg straks tilmeldte mig!


Jeg måtte dog bruge noget andet mel end det der stod i opskriften, dels fordi jeg ikke havde noget almindeligt speltmel, men også fordi der var dyr i mit grahamsmel. Føj føj føj!! Det er så ærgeligt når det sker!
Så jeg brugte en blanding af hvedemel, fuldkorns speltmel og type 00 mel. Det kan man sagtens, de blev rigtig lækre!




Så brug det mel i har, det skal i hvert fald ikke være det, der skal holde jer fra at prøve denne fantastiske opskrift!


Næste gang jeg bager dem, vil jeg lave dem lidt større. Så tror jeg de kunne blive til en god madpakke!


Igår fik vi pitabrød til aftensmad. Det er noget jeg normalt vælger som nødløsning, for jeg hader de små hårde pitabrød man ikke kan putte noget i uden de flækker. Men netto har fået en ny slags - jeg tror da de er nye i sortimentet, jeg har aldrig set dem før. De er bløde og grove og elastiske, så man kan sagtens fylde dem op uden de går i stykker. Her er de:



De var rigtig gode, så fremover behøver pitabrød ikke være en nødløsning :-)