mandag den 12. marts 2012

Med Orientekspressen til Sapa!

Nu er jeg igen helt på toppen, så nu er det vist tid til at fortælle lidt om vores til til Sapa, en velbesøgt by i bjergene i det nordlige Vietnam,  i sidste weekend!
Vi skulle med nattoget, Orientekspressen, torsdag aften kl. 21. Jeg har set en del gamle film, hvor hovedpersonerne rejser med Orientekspressen, som er et luksuriøst tog med luksus kupéer, fine toiletter og en eksklusiv spisevogn. Jeg tror der må findes flere "Ekspresser", for den vi var med, mindede på ingen måde om noget jeg nogensinde har set i en film!! 
Vores sovekupé med fire køjer var helt fin; gode madrasser, puder og tykke dyner. Men der var ingen mulighed for at købe mad og toiletterne fremkaldte minder om spejderlejre med ildelugtende fyldt tønder!! Vi skulle dele kupé med en australsk studerende, Max, på 21. Han var flink og ville meget gerne høre om vores oplevelser i Hanoi.
Natten var hård! Jeg vågnede flere gange, gruende for om stakkels Max ville få min køje i hovedet. Jeg har aldrig kørt med et bumletog som dette!! Men det gik selvfølgelig, og vi ankom til Stationen i nord kl. 05.30 fredag morgen. Vi blev hentet i bus og kørte en times tid før vi var på vores hotel i Sapa. På turen fra stationen til hotellet kørte vi udelukkende opad! Det steg og steg, og man kunne flere gange mærke propperne i ørerne.  
Hotellet var rigtig fint, vi fik en god morgenmad med pandekager, frisk frugt, ris, nudler og brød og blev frisket lidt op, inden vores guide hentede os. 
Vi startede med en lille gåtur rundt i Sapa by, så det lokale marked og mødte lokal befolkningen. De er meget ivrige efter at sælge deres håndlavede tekstiler!!! Vores guide viste os de lokales huse, som er meget primitive, bad og køkken er i samme rum... Derefter gik vi ned til et smukt vandfald, hvor vi fik taget nogle flotte billeder (kommer senere!!!). Vi gik videre op og ned af bjerge og så de flotte ris terrasser, som er kendetegnende for landskabet i nord. 
Eftermiddagen var uden program, så vi gik rundt i byen på egen hånd og fandt et sted, hvor vi kunne få noget massage. 1 times hoved-, nakke-, ryg- og fodmassage for 195.000 VND, ca. 55 kr. Det var skønt ovenpå gåturen i det kuperede terræn! så gik vi på hotellet og slappede af inden vi gik ud og spiste pizza på en hyggelig lille italiensk restaurant. Vi var stadig trætte efter natten i toget, så vi gik tidligt i seng og sov skønt i vores store senge med dejlige bløde madrasser!
Lørdag morgen blev vi igen hentet af Tang, vores guide, efter en solid morgenmad! Vi startede dagen med en køretur, hvorefter vi gik rundt i bjergene og så mere af den spektakulære natur som Sapa har at byde på! 
Vi blev blandt andet "lokket" med ud til et vandfald, der var tomt for vand. Det så meget specielt ud, og hvad vi ikke vidste var, at Tang ville have os over den å/flod (ikke en å, men heller ikke stor nok til at være en flod), der løb for foden af vandfaldet! Heldigvis var fire lokale kvinder gået med os, nok mest i håb om at sælge noget til os, men de blev vores redning over vandet og op ad det efterfølgende stejle, glatte og mudrede bjerg!!
Efter endt trekking-tur blev vi kørt tilbage til hotellet, vi fik et bad og slappede lidt af inden vi blev kørt til stationen og Orientekspressen med retning mod Hanoi! Turen hjem var et mareridt på grund af den mave influenza jeg reddede min, men den gider jeg ikke snakke mere om, nu er den ovre!
Det var en fantastisk flot tur, og er man i Hanoi, skal man helt sikkert bruge et par dage på et besøg i Sapa-"byen i skyerne"! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar